I Tunesien sætter børn selv dagsordenen

I år går overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender til et medieprojekt i Tunesien, hvor IMS starter journalistiske redaktioner for og med børn og unge i otte forskellige tunesiske områder. Her udgiver børnene deres egne historier og starter lokalmedier i områder, hvor der er mangel på information

Alle har ret til troværdige nyheder. Det er en grundsten i et velfungerende demokrati. I en verden af misinformation og fake news, er det kun blevet mere vigtigt at kæmpe for. Siden tuneserne væltede diktatoren Ben Ali under det arabiske forår i 2011, har demokratiske værdier sat sig i det nordafrikanske land. Demokratiet er dog stadig skrøbeligt og det er fortsat svært at engagere børn og unge i samfundsspørgsmål. Eksempelvis gik kun seks procent af de stemmeberettigede unge til stemmeurnerne ved forrige valg.

En anden samfundsudfordring handler om, at de fleste medier er fokuseret på hovedstaden Tunis. I mange af Tunesiens øvrige byer og landområder står børn og voksne stort set uden adgang til medier og information, der har relevans for deres lokalområde og daglige liv. De bor i en ‘nyhedsørken’.

Derfor er det vigtigt at etablere stærke og troværdige medier, der kan give lokalbefolkningen adgang til relevant og oplysende journalistik, som kan engagere og motivere. Det vil IMS sammen med lokale partnere i Tunesien arbejde for i forbindelse med Børnenes U-landskalender, der i år runder 60 år.

Både i Tunesien og andre steder i verden arbejder IMS for at flere borgere har adgang til relevant, kritisk og oplysende journalistik. IMS har et særligt fokus på diversitet, disinformation og sociale mediers indflydelse.

Et af de få tunesiske medier, der siden det arabiske forår har arbejdet på at nyhedsdække landets udkantsområder, er IMS’ tunesiske samarbejdspartner Al Khatt.

Al Khatt står bag ’Jaridaty’ – der på arabisk betyder ’Min Avis’. Det er fritidsklubber for børn og unge med et fokus på lokaljournalistik. Her kan børn og unge få undervisning i at forstå medierne, producere nyheder og være aktive i demokratiet. Det er en stærk platform for unge, der arbejder med medieforståelse, lokal journalistik og borgerrettigheder flere steder i landet. Sammen med IMS vil Al Khatt undervise børn i journalistik og lære dem værdien af demokrati og ytringsfrihed, og hvordan journalistikken kan bruges til at skabe forandring i lokalsamfund, der ikke dækkes via eksisterende medier.

Med midler fra Børnenes U-landskalender 2022 sikrer IMS og vores lokale samarbejdspartnere at der uddeles papiraviser kvartalsvis på gader og lokale markeder, mens der er startet redaktioner, hvor børnene producerer podcast og nyheder, der når ud til den lokale befolkning. På den måde vil børnerapporterne sætte dagsordenen med journalistik, de selv laver og få områderne ud af nyhedsørkenerne.