Fra stjernejournalist i Kabul til flygtning i København

Wahida Faizi i sikkerhedsudstyr anvendt af afghanske journalister.
Wahida Faizi i sikkerhedsudstyr anvendt af afghanske journalister.

”Er der noget, I har lyst til?” Jeg skulle hente dem, så de kunne komme til debrief på min organisations kontor i Nørregade i København. Men inden da var der lidt tid. Tawfiq tog sig til skægget. Det var vokset langt i den tid, der var gået, fra han i lynets hast forlod sit velbetalte job som økonom, sin familie og hverdagen i familiens hus sammen med Wahida. ”Kan vi finde en barber, måske?”, spurgte hun.

Livsfarligt job

Grunden til, at Wahida nu sad i en bil på vej til København, var, at hun ganske få uger forinden havde været et kendt ansigt i Afghanistan. Hun rejste rundt i landets mange provinser eller gik på TV og talte om kvinder og kvindelige journalisters sikkerhed.

”Min far havde den holdning, at piger og drenge har samme rettigheder. Så selvom han også var bekymret for mig, støttede han mig i at blive journalist,” fortæller Wahida, der er opvokset i en landsby nord for Kabul. Som 15-årige overtalte hun sin far til at lade hende tage et kursus i journalistik, og derfra gik det over stok og sten.

I en periode var hun radio-journalist, men under et dæknavn, da hun ellers ikke kunne regne med at være sikker, når hun besøgte sin familie ude på landet. Da hun nogle år senere valgte at bruge sit eget navn, var der ingen vej tilbage.

Wahida Faizi og hendes mand Tawfiq i flyet på vej mod Danmark (Foto: Wahida Faizi)
Wahida Faizi og hendes mand Tawfiq i flyet på vej mod Danmark (Foto: Wahida Faizi)

Vi har fundet en frisør i Blågårdsgade på Nørrebro. De havde helt mirakuløst en tid en fredag formiddag, og nu sidder Tawfiq i frisørstolen. Wahida viser mig billeder af sit liv. Fra før. Fra Afghanistan.

”Her får jeg en pris af præsidenten. Det var i 2016, hvor jeg blev kåret som årets reporter”. Wahida smiler, både stolt og vemodigt.

I 2016 skiftede hun journalistikken ud med en talsmandsrolle for organisationen Afghan Journalists Safety Committee.

”Mit job gik ud på at forbedre forholdene for kvindelige journalister. Jeg arbejdede for eksempel for at indføre politikker for at stoppe sexchikane. Vi implementerede det i de forskellige mediehuse, og hvis man blev taget i sexchikane, mistede man del af sin løn. En stor del af arbejdet handlede om fysisk sikkerhed for kvinder, ikke mindst, når de skulle ud for at dække begivenheder,” siger Wahida.

I begyndelsen af 2021 var det afghanske medielandskab et af de mest mangfoldige i regionen: Med i alt 1879 medier; 203 tv-stationer, 349 radiokanaler og 1327 printmedier. Ud af op imod 10.000 ansatte i medierne var cirka 1500 kvinder.

Men Afghanistan toppede også på listen over lande, hvor journalistik var en farlig profession. UNESCO har registreret 81 dræbte journalister i perioden fra 2006 og frem. Alene i 2021, indtil Talebans magtovertagelse, mistede syv journalister livet, fire var kvinder. Likvideringer og vejsidebomber var en del af hverdagen.

”I 2020 og de første måneder af 2021 forlod hver femte kvindelige journalist jobbet på grund af trusler, fordi deres familier var imod eller frygtede for deres sikkerhed,” fortæller Wahida.

Wahida modtager prisen som årets reporter. Foto: Wahida Faizi.

I dag er der meget, meget få kvindelige journalister tilbage på de afghanske medier, hvoraf estimeret halvdelen er luk

ket og de resterende ikke kan siges at have ytringsfrihed med de omfattende restriktioner, Taleban har lagt ned over samfundet. Samtidig er den vestlige strøm af finansiel støtte stoppet, og hele landets økonomi ligger i ruiner, så udover, at mange journalister er flygtet, mangler medierne desperat indtægter.

Slut med sikkerheden

En absurd udvikling er, at antallet af likvideringer og mord på journalister er faldet i andet halvår af 2021, hvor der er registreret to døde. Typen af trusler har ændret sig; et tocifret antal journalister har oplevet voldelige angreb og tilbageholdelser.

Wahida Faizi taler om sikkerhed for kvindelige journalister på en lokal konference (foto: Wahida Faizi)

”Før havde vi et system, der skulle beskytte os, typisk mod angreb fra Taleban. Hvis en kvindelig journalist skulle på opgave, kunne vi bede politiet om en eskorte. Jeg kørte i en skudsikker bil,” fortæller Wahida, der netop var på vej i den, da hun fik at vide, at Taleban havde indtaget Kabul.

”Jeg troede ikke på det først,” siger hun.

I hendes organisation var alle i alarmberedskab. Hurtigt skulle medarbejderne blandt andet blive enige om, hvem de ville forsøge at få evakueret først. Valget faldt på de to mest kendte talspersoner, direktøren og Wahida, der begge havde været på Talebans dødslister i årevis.

Det var her, at jeg første gang blev involveret. I hovedstæder jorden rundt arbejdede embedsmænd på at få så mange som muligt ud af landet, hurtigst muligt. Mange medieorganisationer forsøgte desperat at evakuere de mest udsatte journalister. Store medier som New York Times satte chartrede fly ind. I de nordiske lande var de primære kontakter udenrigsministerierne, som udarbejdede lister over, hvem der skulle flyves ud. Men journalister blev ikke prioriteret; Wahida kom på evakueringslisten, fordi hun arbejdede for en NGO, der havde modtaget dansk støtte.

”Jeg var rædselsslagen, da vi skulle igennem afspærringerne ved lufthavnen. Tawfiq beskyttede mig, og de slog ham. Vi kom kun igennem mængden, fordi en BBC-journalist, jeg kendte, fik øje på os og hjalp,” siger hun.

En dråbe i havet

Wahida og Tawfiq var nogle af de 850 afghanere, Danmark tog imod. Til sammenligning har Tyskland sagt ja til næsten 25.000. USA fløj 130.000 personer ud, og Storbritannien har givet visum til omkring 10.000; hvilket er mindre end 5 procent af de afghanere, som søgte, skriver BBC. I nabolandet Pakistan er det lykkedes estimeret 300.000 at få et midlertidigt visum, som de pakistanske myndigheder nu truer med at trække tilbage og dermed sende afghanerne i Talebans arme.

(foto: Wahida Faizi)

Samtidig er den humanitære situation i landet tiltagende katastrofal. FN estimerer, at halvdelen af de 39 mio. afghanere er truet af underernæring. Også mediefolk, hvoraf mange ellers har tilhørt den uddannede og forholdsvis bedrestillede del af befolkningen, er i nød, så de melder sig i stort tal i køen af ansøgere om madrationer hos de humanitære hjælpeorganisationer. Tusindvis kontakter stadig alle relevante internationale aktører i forhåbningen om, at flere lande vil åbne op for visa til forfulgte afghanere, mens organisationer og diplomater forsøger at holde menneskerettigheds-aktivister og journalister ude af Talebans fængsler.

Wahida er taknemmelig for, at det lykkedes at komme på det danske fly.

Den dag hos frisøren på Nørrebro skinner solen. Vi tager billeder til Wahidas danske pressekort. Da jeg vil betale for Tawfiqs klipning og barbering, siger den kvindelige frisør, at hun har hørt, hvad vi talte om, og forstået, hvad det var for et helvede, de to havde været igennem.

”Det skal I da ikke betale for,” siger hun til mig. Så får jeg tårer i øjnene. Wahida spørger bekymret, om der var noget i vejen, men jeg måtte forklare, at jeg blot var rørt over den omsorg og imødekommenhed. Det kan man ikke tage for givet i et Danmark, som inspirerer franske højre-nationalister med vores asylpolitik.

Hvad bringer fremtiden?

I dag er Wahida stadig i Danmark. Det er andre af de højtuddannede afghanere, som kom på de danske fly, ikke. De har sagt ja tak til tilbud fra lande, der har langt bedre muligheder for, at flygtningene kommer hurtigt i gang igen.

Min organisation har tilbudt Wahida et job, så hun fra Danmark kan fortsætte indsatsen for afghanske journalister. Mange NGO’er i Afghanistan, også dem, vi støtter, er fortsat under massivt pres, flere dygtige ansatte er flygtet, og med Taleban ved magten kræver det en helt anden tilgang, så store dele af indsatsen skal omlægges.

Men Wahida og Tawfiq er i dag, næsten fem måneder efter, at de kom til Danmark, stadig i Center Sandholm. Det skal ingen ønske sig. Myndighedernes sagsbehandling trækker ud. Og man kan ikke søge om at flytte ud af asylcentrene, før man har været i Danmark i seks måneder.

”Jeg holder øje med, hvad der sker i Afghanistan hele tiden. Jeg er på WhatsApp med journalister og mange andre, jeg kender. Nogle skriver til mig fra Tyskland, Irland eller Sverige. Og alle dem, der stadig er i Afghanistan”, siger Wahida.

Situationen i Afghanistan er for de fleste et sted mellem alvorlig og desperat. Mails og WhatsApp-beskeder med råb om hjælp, bilag med personlige dokumenter og spørgsmål om muligt asyl fyger rundt. Kun i begrænset omfang lykkedes det stadig at finde en vej ud af landet.

Jeg ved, at det tærer på dem begge to. Både at høre fra familien, som fortsat bor i et land i frit fald. Og fra gamle venner eller kolleger, som står uden indkomst, men med frygt. Wahida siger det ikke med de ord, men hun føler sig også skyldig over at være en af de få, som slap ud.

”Hvad kan jeg være her i Danmark? Hvordan kan jeg stadig gøre noget og vise, hvor stærke vi afghanske kvinder er? Det er mit mål,” siger hun.

Wahida Faizi interviewer guvernøren i Bamyan-provinsen (foto: Wahida Faizi)

Et lille lys i det mørke, danske vintervejr er, at en henvendelse fra Politiken tilbage i sensommeren er blevet til en ugentlig praktik på den danske avis. Wahida hjælper blandt andet med research, kontakter og interview.

Det er næsten ikke til at bære, men hendes arbejde – selv nu i sikkerhed – fører ubehageligheder med sig. Kritik fra andre afghanere, også dem i Danmark. Lige fra brug af tørklæde til misundelse. Og så er der overvejelserne om sikkerheden for dem, der stadig er tilbage i Afghanistan.

”Der er meget, de ikke kan sige og gøre. Hvis bare jeg kan være med til at bringe historier frem om, hvordan forholdene er, og være en afghansk stemme her,” siger Wahida.