IMS’ respons og støtte til Ukraine

Af Jesper Højberg, direktør

I den nuværende forfærdelige situation vil jeg gerne sætte ord på, hvordan IMS responderer:

IMS fordømmer på det stærkeste den russiske aggression og de åbenlyse krænkelser af international lov i Ukraine. Vi fastholder og øger vores engagement og aktiviteter for at støtte ukrainske uafhængige medier og sikre adgangen til troværdig information.

IMS samarbejder  med medier og faktatjek-organisationer i Ukraine for at sikre journalisters sikkerhed, give befolkningen adgang til troværdig information og  holde uafhængige medier kørende. IMS har aktuelt ingen medarbejdere i landet, men arbejder utrætteligt for at hjælpe partnere og støtte ukrainske journalister.

Jeg kan kun opfordre alle, som har vilje og evne til at støtte Ukraines uafhængige medier – de ukrainske journalister befinder sig en umådelig usikker og ekstrem situation. Fra at kun trænede krigsjournalister dækkede konflikten, er samtlige af landets journalister i dag del af en krig, og mange har brug for sikkerhedsudstyr eller andet materiel, for at kunne fortsætte med at rapportere. Hvis du vil støtte ukrainske medier og faktatjekkere, kan du gøre det her.

Du kan også hjælpe ved at følge vores ukrainske partnere på sociale medier. De arbejder – trods de svære omstændigheder – med at give offentligheden adgang til pålidelig information, også på engelsk.

Se eksempelvis Hromadske TV eller Regional Press Development Institute. Vi anbefaler også at følge Kyiv Independent og faktatjekkerne Stop Fake og Vox Ukraine. Begge organsiationer er medlem af International Fact-Checking Network (IFCN), og de arbejder under ekstremt svære forhold med at afdække desinformation.

På IMS’ vegne opfordrer jeg til, at organisationer, individer og regeringer – i særdeleshed lande, som bakker op om pressefrihed i Media Freedom Coalition – øger opbakningen til de journalister og medieorganisationer, som i øjeblikket befinder sig i en ekstrem svær og farlig situation. Her tænker jeg ikke kun på ukrainske medier, men også uafhængige russiske medier, der vælger at bringe fakta og dermed er udsatte for alvorlige sanktioner. Uafhængig journalistik i Rusland har længe været under stort pres.

I Danmark valgte Dagbladet Politiken at sende et budskab til den russiske offentlighed: I en appel til russerne beskriver Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen fakta – netop i manglen på adgangen til troværdig information i Rusland, samt fastlår, at den russiske befolkning ikke er fjenden; der er landets præsident. Hvis du har lyst til at dele, kan du gøre det her.

Vi er alle forpligtet til at bekæmpe alle former for fake news, og demokratiske lande skal fokusere på at afsløre desinformation og gå i dialog med Big Tech-virksomheder, som også har et ansvar for at bremse spredning af propaganda og falsk information. Det er en dagsorden, som IMS arbejder aktivt med på globalt plan.

På det meget konkrete plan er det vigtigt, at alle lande åbner deres døre for ukrainske journalister og truede medier. Vi ved, at ukrainske journalister ønsker fortsætte deres arbejde, men skulle den situation opstå, at de er tvunget til at forlade landet, skal dækningen kunne fortsættes. Uanset hvordan situationen udvikler sig, er vi stærkt optagede af at sikre koordinering mellem internationale medieudviklingsorganisationer og andre aktører, som har fokus på det frie ord.

Journalister og uafhængige medier har en enorm opgave med at levere pålidelige nyheder og informationer til både nationalt og international publikum. Det er om muligt endnu mere væsentligt, når man står midt i en krig. Krigen i Ukraine er også en informationskrig.