IMS fordømmer drabet på palæstinensisk journalist

Den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh var iført en hjelm og en skudsikker vest med “presse” skrevet med store bogstaver på brystet, da hun blev skudt og dræbt onsdag den 11. maj i gaderne i Jenin på Vestbredden i Palæstina.

IMS fordømmer drabet på den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh i det, der ser ud til at være en direkte henrettelse udført af en statslig aktør.

Ifølge de palæstinensiske journalister, der var sammen med Shireen, da hun blev skudt, havde de fronten mod israelske styrker, som skød mod dem, på trods af at de gjorde sig synlige og havde presseveste på.

Shireen Abu Akleh var et ikon i Palæstina og i den arabiske verden. En erfaren journalist, der har dækket palæstinensernes liv og krige i årtier.

I krige og konflikter gav Shireen stemme til palæstinenserne, og mange palæstinensere husker hendes ikoniske outtro: Shireen Abu Akleh, Aljazeeeera, Palæstina.

Mordet på Shireen er ikke kun ødelæggende for den enkelte journalist, hendes familie og kolleger, men det har også en skræmmende effekt for andre af landets journalister.

I Palæstina og i de fleste regioner i verden er journalister ofte udsat for angreb, lige fra chikane på nettet – som især er rettet mod kvindelige journalister – til vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse, fysisk intimidering og mord.

Vi opfordrer det internationale samfund til at fordømme drabet på Shireen Abu Akleh og til at støtte alle bestræbelser på at stille de ansvarlige til ansvar for den krigsforbrydelse, som det er.

Siden 2019 har IMS støttet palæstinensiske journalister og menneskerettighedsforkæmpere. IMS kæmper for at beskytte journalister i lande, hvor journalister bliver chikaneret eller angrebet for at udføre deres arbejde.

Støt kampen for en fri presse