Hala Nasreddine er journalist hos den libanesiske medie Daraj, som er støttet af IMS.
Hvordan husker du den dag, hvor eksplosionen ramte?
Hala Nasreddine: Jeg var uden for Beirut hos min familie den dag, men jeg kunne stadig mærke eksplosionen i familiens hus, som ligger 45 kilometer uden for Beirut. Jeg var rystet. Heldigvis kendte jeg ikke personligt nogen af dem, der døde den dag, men flere af mine bekendte var påvirket på forskellige måder.
For mig føltes det som om, at alt sluttede den dag. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg kunne ikke engang sende talebeskeder. Jeg kunne ikke finde ord eller tale i hele sætninger. Jeg kan huske, at jeg skulle kigge noget igennem, som jeg selv havde skrevet nogle dage forinden, men jeg kunne slet ikke huske, at jeg havde skrevet det. Det var mine ord, men jeg kunne ikke genkende dem. På grund af traumet havde jeg fået hukommelsestab. Jeg talte med en læge om det, og han bad mig give det en uge. Måske ville det gå væk igen, og det gjorde det heldigvis.
Hvordan dækkede du eksplosionen som journalist?
Hala Nasreddine: Efter eksplosionen gik jeg først i gang med at fortælle historien om, hvad der var sket, så folk kunne forstå, hvad der foregik.
Da det første chok var aftaget, havde jeg fuld fokus på at afsløre korruptionen for at holde folk til ansvar. Det var som om, at korruptionen eksploderede den dag. Vi følte, at det var vores pligt at afsløre alt det magtmisbrug, som fandt sted. Vi følte, at det blev vores opgave at bekæmpe korruptionen i landet. Det var kommet til et punkt, hvor korruptionen ikke kun handlede om penge. Vi mistede penge den dag, vi mistede store områder af Beirut, og folk mistede deres liv på grund af korruptionen den dag.
Jeg begyndte at se nærmere på det mennesker, der havde tilknytning til havnen i Beirut for at finde ud af, hvem der var ansvarlige for alt det her.
Vores systemer i Libanon er meget komplicerede, blandt andet fordi den politiske sektor, den økonomiske sektor og den religiøse sektor alle er blandet sammen. Du er nødt til at dekonstruere historien for at vide, hvem der er ansvarlige for hvad. Virksomheder har tilknytning til politikere, der er geografiske sammenblandinger og så videre.
Vi prøvede at finde ud af, hvordan al den ammoniumnitrat endte i havnen i Beirut. Med erfaringer fra tidligere undersøgelser gik vi i gang med at se nærmere på et par syriske forretningsmænd. Blandt dem var den prominente erhvervsmand George Haswani og hans søn. Vi begyndte at stille spørgsmål: Hvordan var de relateret til Assad regimet, hvordan er de forbundet med sprængstofferne, der eksploderede i Beirut, og hvordan brugte de sprængstofferne i Syrien.
Vi samarbejdede med andre undersøgende journalister i Syrien. Vi udarbejdede en detaljeret profil af ham. Da vi fandt ud af, at den libanesiske dommer ikke gik videre med sagen, var vi i kontakt med en juridisk ekspert med speciale i international lov. Vi forsøgte at stille spørgsmål til, hvordan vi som libanesere kan bringe sagen for retten og opnå retfærdighed.
Hvilken rolle har den undersøgende journalistik spillet i Libanon i tiden efter eksplosionen?
Hala Nasreddine: Efter eksplosionen havde vi en følelse af, at nu er der virkelig et behov for den undersøgende journalistik for at få dokumenteret og vist al den korruption og al det misbrug, der finder sted, så vi forhåbentlig en dag kan få ansvarlighed og retfærdighed i vores samfund.
Vreden blev det motiv, der holdt os kørende. Vreden var med til at forme journalistikken. Før dette øjeblik havde vi ikke haft ret meget undersøgende journalistik. Men efter eksplosionen blev grunden til at lave undersøgende journalistik helt tydelig for alle og enhver.
Lige nu ser du de traditionelle medier konkurrere med de uafhængige medier om at komme først med afsløringerne, og det tror jeg er en god ting. Selv om nogle af disse medier har deres egen agenda, så handler det lige nu om at få afsløret alt. Så på den måde burde vi lade dem konkurrere og afsløre al korruptionen.
Jeg mener, at folk i Libanon har fortjent at leve bedre liv. Mange mennesker har mistet deres håb og siger, at intet vil forandre sig. Men som journalister kan vi tænke sådan. Vi kan ikke sidde på vores hænder og kigge på, mens alt falder fra hinanden. Nej, vi er nødt til at prøve. Når du som journalist afslører noget for folk, så sender du dem også i en retning og siger: Det er her, korruptionen finder sted. Det er her, vi bør kigge hen.
Vi prøver at bygge et fundament for en bedre fremtid på trods af de meget usædvanlige omstændigheder.
På et tidspunkt så rammer vi bunden i det her land, og selv om det tager os mange år at komme på benene igen, så vil vi prøve at bygge en bedre fremtid, hvor vi kan holde folk til ansvar. Det er det, der driver mig.
Støt den undersøgende journalistik
