Rusland har i flere måneder angrebet kritisk infrastruktur, der er del at det ukrainske energisystem. Landet risikerer nu et komplet blackout. Angrebene har i høj grad påvirket den ukrainske befolknings hverdag og gjort arbejdet for ukrainske journalister endnu mere umuligt.
Siden oktober har Rusland angrebet kritisk infrastruktur i Ukraine. Næsten halvdelen af Ukraines energisystem er beskadiget efter kontinuerlige russiske missilangreb, og millioner af civile har mistet adgang til elektricitet, vand og varme.
Angrebene har ligeledes gjort situationen endnu mere vanskelig for de ukrainske journalister.
“Beskadigelserne på energi-infrastrukturen har gjort det nærmest umuligt for journalisterne at gøre deres arbejde. Det virker meget sandsynligt, at det her vil føre til et informations-blackout, hvor millioner af ukrainere vil miste adgang til vigtig og opdateret information. Midt i en krig er det meget alvorligt,” siger Roman Kifliuk, IMS’ landerådgiver for Ukraine.
IMS og den ukrainske medie-organisation Lviv Media Forum har lanceret en kampagne for at støtte ukrainske journalister og forsyne dem med udstyr, der skal mindske deres afhængighed af kritisk energi-infrastruktur.
“Vi har modtaget en masse henvendelser fra medier, som er nødt til at finde en måde at fortsætte deres arbejde på, selvom infrastrukturen er beskadiget. Nyhedsredaktionerne kan ikke holdes i gang under disse forhold, hvis ikke de får adgang til udstyr: transportable generatorer og elværk, power banks, solcelleanlæg, adaptere,” siger Olga Myrovych, leder af Lviv Media Forum.
Lviv Media Forum er i gang med at undersøge behovene på redaktionerne og herudfra sammensætte og uddele “Energy Independence Kits”. Disse kits er individuelt tilpasset til de enkelte medier med det formål, at de på denne måde kan fungere autonomt uden om det ukrainske energisystem; Sådan kan de fortsætte med at reportere og distribuere deres journalistik selv under strømafbrydelser.
Ifølge Foreign Policy er tæt på halvtreds procent af landets energi-faciliteter ramt af Ruslands angreb og resten er truet af yderligere aggressioner. Det formodes, at angrebene vil fortsætte de kommende måneder.
Det varierer fra by til by, hvor omfattende strømafbrydelserne er, men nogle steder varer de op til tolv timer om dagen. Russiske missilangreb har også skabt rekordstore afbrydelser i mobilkommunikation og internet. Ifølge NetBlocks er internetadgangen faldet med 35 procent.
“Fra frontlinjerne gør ukrainske journalister alt, hvad de kan for, at ukrainerne – selv under krig og strømafbrydelser – kan få adgang til information og for at opretholde et samfund, der er tro mod de demokratiske værdier. Og Lviv Media Forum arbejder med vores partnere for at sikre, at uafhængige ukrainske medier har mulighed for at overleve og udvikle sig,” siger Olga Myrovych.
IMS fortsætter samarbejdet med vores partnere i Ukraine, så de kan forsyne den ukrainske befolkning og det internationale samfund med pålidelig information. Journalister og uafhængige medier er vigtige garanter for troværdige nyheder, særligt under krige og konflikter. Støt IMS’ og ukrainske journalisters arbejder her.